Demokrati og kultur
Fremtidens demokrati i Egedal – åbenhed, respekt og lokal forankring
En organisation med balance mellem mennesker og økonomi
I dag er fokus på HR og økonomi ikke godt nok forankret i Egedals organisering. Vi ønsker, at der oprettes to selvstændige områder – ét for HR og ét for Økonomi – med hver sin direktør. For at lykkes som kommune skal vi både have styr på økonomien og tage os ordentligt af de mennesker, der får hverdagen til at hænge sammen.
Styrket lokal forankring gennem lokalråd
Egedal består af stærke bysamfund – og de skal høres. Vi vil etablere og styrke lokalråd, som aktivt inddrages i spørgsmål, der vedrører deres lokalområde. Det handler om identitet, ejerskab og et nærdemokrati, der virker.
Demokrati i øjenhøjde – adgang til beslutningstagere
Hvis du er part i en sag, der behandles politisk, skal du kunne få foretræde for udvalget. Vi vil sikre, at borgere og foreninger kan møde fagudvalgene inden møderne – så beslutninger tages med indblik i virkeligheden.
Gennemsigtig og tilgængelig kommunikation
Dagsordener og forslag til byråd og udvalg skal formidles i et let forståeligt sprog, så alle har mulighed for at følge med og blande sig. Vi tror på, at demokratiet bliver stærkere, når flere har adgang til viden før beslutningen tages – ikke kun efter.
En åben og borgernær administration
Administrationens vigtigste opgave er at betjene borgerne. Det kræver en ærlig og respektfuld dialog – og at beslutninger og drøftelser dokumenteres og gøres tilgængelige. Tillid opstår, når der er klarhed og sporbarhed i det, vi gør.
Politisk lederskab med ansvar
Vi vil styrke samarbejdet mellem partierne – gennem faste dialogfora, bedre orientering om politiske aftaler og ret til alternative beslutningsforslag. Borgmesteren skal være hele byrådets borgmester, og større beslutninger skal drøftes bredt, før de låses.